Maler/billedkunstner Vibeke Gilling

Tom Jørgensen, kunstanmelder ved Jyllands Posten og Kunstavisen henvender sig til mig i efteråret 2020 med følgende ord: ”Jeg har fundet frem til din kraftfulde og personlige billedverden…”  

På den baggrund er jeg nu med i  kunstbogen "101- kunstnere 2021/22"  


Kunstanmeldelse af Tom Jørgensen til bogen ”101- kunstnere 2021/22”: 


Vibeke Gilling 


"Pang! Vibeke Gilling maler ikke blomster som de fleste. Uden at kritisere kan man godt kalde mange blomsterbilleder for skønmalerier. Imødekommende, venlige og dekorative billeder af et imødekommende, venligt og dekorativt motiv. 

Ikke hos Vibeke Gilling. Her får vi smækket blomsterne lige i synet i malerier med voldsomme ekspressive penselstrøg, drivende maling, ofte lettere foruroligende farver og et billedrum, der for det meste er lukket helt af. Dette er ikke blomsterbilleder, der vil hænge på væggen hos en holistisk healer. Dertil er der for meget bevægelse, for meget, ja, hvis ikke aggression, så i hvert fald voldsomt udfarende følelser og energier. 

Det er også i det voldsomt udfarende, at man skal finde Vibeke Gillings kunsthistoriske samtalepartnere. Uden al sammenligning i øvrigt er det van Gogh og Emil Nolde, hun taler med. Kunstnere, der ikke var interesserede i nydelige opstillinger af æstetisk flora, men i at finde de skjulte kræfter i selve blomsternes essens. Sådanne malerier kan aldrig blive pæne i gængs forstand. 

Godt gammeldags pæne kan man heller ikke kalde Vibeke Gillings malerier. De er derimod nærmest ekstatiske båret af og udsprunget fra en intens indlevelse, ikke kun i blomsterne, men i det omgivende landskab, himlen, skyerne, dyrelivet, alt. Udsprunget af et følelsesmæssigt engagement, hvor alt kommer spontant og kraftfuldt frem på lærredet. Visende naturen, ikke som vi skal se den i en Disney-film, men som den er i virkeligheden: drevet af behovet for sex og forplantning, med forsvarsværkerne klar i den alles kamp mod alle, der er tilværelsen grundlag og med forvisningen om, at livet er en evig kampplads mellem liv, død og genfødsel. 

Man kan også sige det på en anden måde. Den sorte farve, der har en dominerende plads i mange af Vibeke Gillings malerier, får de lyse og stærke kulører til at virke så meget desto kraftigere: det spirende liv på en baggrund af død. Årstidernes skiften. Den evige cyklus. 

Det er denne voldsomme kamp og disse voldsomme kræfter, der gør størst indtryk, når man betragter Vibeke Gillings malerier. De går lige i kødet, helt ind i vores inderste nervebaner, så man mærker blodet syde og koge. Det er visionært, det er no-nonsense eksplosivt, og det er saftsusemig godt!" 

 

 Maler/billedkunstner Vibeke Gilling 

Kort om mig (min egen beskrivelse): 

  

Jeg er autodidakt maler/billedkunstner. Det er dermed kun mit eget udtryk, som præger mine billeder! Jeg er ikke skolet i en bestemt retning, men har suget til mig af teknikker og kunstneriske arbejdsmåder fra kunstnere, jeg har mødt på min vej. Jeg har prøvet mig frem med det ene og det andet. Det er en ret spændende og lystbetonet måde at uddanne sig på. Jeg er nået frem til at arbejdet med akrylfarver i malerierne passer godt til mit temperament. Lige sådan er det med arbejdet med collager, som jeg ofte laver på mine ferierejser. Det er nemt på en rejse at tage lim, saks og papir med, og så kan man få omsat dagens oplevelser til billeder. 

  

Kreative ideer får jeg mange af og inspireres af meget, jeg møder på min vej. Jeg arbejder spontant og ved aldrig, hvad et billede udvikler sig til, når jeg går i gang, hverken farvemæssigt eller motivmæssigt, men jeg forfølger det, der opstår, figurer, former og farver. Der er altid blomster og ofte fugle og anden natur i mine billeder. Ved nærstudier af mine malerier kan man nogle gange få øje på figurer, som man umiddelbart ikke lige ser og måske kan man opleve en særlig stemning, som opstår ud fra farvevalg, motiver og den energi, der er i billedet.  

  

Jeg har malet de sidste 15 år, men har altid siden jeg var barn, været optaget af at skabe noget og har haft en god farvesans og fantasi. Jeg er opvokset i en familie med tæt kontakt til naturen og dyr, og hvor det kreative og æstetiske i tilværelsen har været vigtige værdier. Jeg tænker meget i billeder og har af og til hørt fra folk omkring mig, at jeg også taler i billeder! 

  

Jeg er uddannet socialrådgiver og arbejder som sådan. Resten af arbejdstiden forgår på eget værksted ( tidligere i Fjellerup på Djursland, nu i Ebeltoft). Værkstedet deler jeg med min mand Tommy Juul Sørensen, som er uddannet keramiker og arbejder som lerkunstner (Værksted/atelier er pt. under ombygning, men man er altid velkommen!). Vi forventer at åbne et lille galleri på hjemadressen: Villadsgyde 10 i Ebeltoft fra juni 2023.Planerne for i år er at holde åbent om sommeren.